Skip to content
Det handler om at få en god nats søvn mens man rejser med tog.
Foto: Poul Kattler

Priser på nattog

Prisen for at få en seng i et nattog bør i store træk ikke overstige hvad det vil koste at køre om dagen og tage en overnatning på hotel/hostel. Men hvad koster det? og hvordan booker man med et Interrail kort?

Det er god latin at prisen for at køre i nattog – med en seng til rådighed – afspejler togbillet og overnatning på hotel/hostel.

Nattog kører – som de fleste internationale tog – uden tilskud, dvs. at det er billetsalget der betaler for det hele.

Hvis man gerne vil have en nattogsbillet billigst muligt, bestlller man 6 mdr i forvejen og afrejsedag tirsdag eller onsdag. Men mindre planlægning kan også give gode priser.

Denne lille artikel handler om priser på nattogene, der især er relevante for danske rejsende.

Det er stadigvæk sådan at man kan komme sovende til sit rejsemål med nattog i Europa.

NightJet fra Hamborg sydpå (Zürich / Innsbruck / Wien)

Du reserverer med fordel din rejse direkte hos nightjet.com eller oebb.at. Man kan godt købe hos DSB og DB, men det er i praksis ikke en fordel. NightJet benytter sig af flydende priser (“Yield management“), dvs. at rejser omkring weekender og rejser i højsæson er dyrere end andre rejser. Og kommer du tæt på afgang, så bliver det dyrere.

Her er typiske priser et par måneder ud i fremtiden:

Priser i Euro Både billet og seng Med Interrail billet
Pris for en person
i Minicabin
104,90 54,90
Pris for to personer
i sovevogn (standard)
379,80 279,80

Det fremgår af priseksemperne at værdien af togbilletten (uden plads eller seng) er 50 Euro. Det svarer til prisen for en gennemsnitlig rejsedag på et Interrail kort. Taget i betragtning at din rejsedag på Interrail formentlig vil rumme mere togrejse end nattoget – tilrejse i begge ender, så kan det ofte betale sig at bruge Interrail med nattog.

Se nedenfor hvordan du reserverer pladser hos NightJet med Interrail.

Det er naturligvis kun eksempler (taget for Hamborg – Zürich med ny generation NightJet), priser kan være billigere og dyrere alt efter situationen.

Deluxe sovevogn er meget dyr. Men med ny generation NightJet er denne eksklusive kategori ikke særlig relevant længere, for man får næsten det samme med standard sovevogn.

PS: Når du overvejer at at bruge nattog, så skal det ikke alene baseres på priser, men på så meget andet. Se andetsteds på denne hjemmeside.

European Sleeper fra Hamborg mod Paris

Man køber sin billet direkte hos European Sleeper, da de store operatører ikke sælger deres billetter. European Sleeper benytter sig af flydende priser (“Yield management“), dvs. at rejser omkring weekender og rejser i højsæson er dyrere end andre rejser. Og kommer du tæt på afgang, så bliver det dyrere. Man kan reservere pladser et halvt år ud i fremtiden.

Brug af Interrail: Når du starter din søgning, så klik på Travel group og vælg ‘reservation only’. Hold godt øje med at hjemmesiden også gør, som du beder om, den er lidt drilsk.

Her er typiske priser nogle måneder ud i fremtiden:

Priser i Euro Både billet og seng Med Interrail billet
Pris for en person
i liggevogn (5 i hver kupé)
60 60
Pris for to personer
i sovevogn (standard)
258 258

Det fremgår at rejsende på European Sleeper accepterer Interrail, men giver ikke nogen rabat! Irriterende. Men det kan være at det kommer.

OBS: Vi bringer anmeldelser af dette nattog, når det bliver aktuelt fra Hamborg. Vil du medvirke, så skriv til os!

PS: Når du overvejer at at bruge nattog, så skal det ikke alene baseres på priser, men på så meget andet. Se andetsteds på denne hjemmeside.

Snälltåget fra Malmö til Åre og København til Berlin

Man køber sin billet direkte hos Snälltåget, da de store operatører ikke sælger deres billetter. Man kan reservere pladser et år ud i fremtiden. Der er priser efter om det er lavsæson eller højsæson. Se hvornår det er.

Brug af Interrail: Når du starter din søgning, så klik på “Jeg har Interrail kort”. Man kan kun booke en plads per kort, dvs. at to personer ikke kan booke en hel kupe for sig selv med Interrail rabatten. Men fire kan – reglerne er dog under ændring. Man booker, når man har sit Interrail-kort ved hånden, for kortnummer skal bruges.

Her er typiske priser nogle måneder ud i fremtiden (lavsæson)

Malmö til Åre:

Priser i svenske kroner Både billet og seng Med Interrail billet
Pris for en person
i liggevogn (6 i hver kupé)
999 499
Pris for to personer
i liggevogn (hele kupeen for sig selv, dvs. op til seks personer)
3999 n/a

 

Her er typiske priser nogle måneder ud i fremtiden (lavsæson)

København til Berlin:

Priser i svenske kroner Både billet og seng Med Interrail billet
Pris for en person
i liggevogn (6 i hver kupé)
1499 499
Pris for to personer
i liggevogn (hele kupeen for sig selv, dvs. op til seks personer)
5999 n/a

PS: Når du overvejer at at bruge nattog, så skal det ikke alene baseres på priser, men på så meget andet. Se andetsteds på denne hjemmeside.

Klik på foto for forstørrelse: Tre simple trin, og du har valgt Interrail for din rejse med NightJet eller SBB nattog

NightJet og Interrail

Når du reserverer din rejse hos nightjet.com eller oebb.at så åben straks valg af passagerer, og find rabatterne.

Søg på “Inter” og så kommer søgeresultatet. Vælg dette for de rejsende, som rabatten gælder for. Se de tre trin til venstre i screenshot.

 

Poul Kattler
Nattogsaktivist og forperson for Rådet for Bæredygtig Trafik

    Ja jeg er et menneske:

    Back To Top