Skip to content
Sådan kan omslaget til papir-Interrail kortet se ud - det skifter år for år
Foto: Interrail.eu

Interrail for begyndere

Derfor skal ud overveje at bruge Interrail:

  • Med et Interrail Pass kan du udforske mere end 40.000 destinationer
  • Du kan nyde friheden og bekvemmeligheden ved togrejser
  • Du kan stå af og på som du lyster
  • Du kan møde mange nye mennesker og udforske smukke landskaber og byer undervejs.
  • En prisbillig togbillet, især kombineret med rundrejser

Der findes 2 slags Interrail Pass:

  • Interrail Pass i papirudgave med tilhørende Rejsedagbog
  • Interrail Mobile Pass er en papirløs billet, der straks kan føjes til din telefon.

Disse Interrail Pass er togbilletter, der giver dig mulighed for at rejse med næsten alle tog i Europa. Passene giver dig adgang til 37 jernbane- og færgeselskaber i 33 lande.

Hvor kan man bruge kortet? Er det virkelig alle vegne? Se hér!

Få teksten på dansk: Ved et klik med højre musetast på dokumentsiden fremkommer en dialogboks. Vælg “Klik i Oversæt til dansk”…

INTERRAIL PASS I PAPIRUDGAVE MED REJSEDAGBOG

Der findes forskellige former for Interrail Pass i papirudgaven:

  • Global Pass der kan bruges i 33 lande
  • One Country Pass gælder kun i et land
  • Eurail Pass er for ikke-europæere.

INTERRAIL GLOBAL PASS

Et Interrail Global Pass giver ret til én ud- og hjemrejse i Danmark og giver dig ret til at rejse i disse 33 lande:

Østrig, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Montenegro, Holland, Nordmakedonien, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet.

Prisen for et Interrail Pass afhænger af:

  • Hvilket Interrail Pass du ønsker
  • Om du vil rejse på 1. eller 2. klasse
  • Hvor mange rejsedage du ønsker
  • Deltagernes alder

Ungdoms Pass: for 12- til 27- årige – 10 % op til 25 % rabat.

Voksen Pass: for 28 til 59-årige.

En voksen kan tage 2 Børn under 12 år med gratis.

Bemærk:

Gratis børn skal have deres eget Interrail Pass. Det kan du bestille sammen med Interrail Pass til de øvrige rejsende.

Senior Pass: for 60 til 100-årige – 10 % rabat.

RABAT PÅ INTERRAIL PAS
Forår og efterår er der fra 10 til 15% rabat på Interrail Pas eller en mulighed for at få et 1. klasses pas til prisen for et 2. klasses pas. Det gælder både papir- og digitalt Interrail Pas. Hold dig opdateret herom. På Interrail.eu hjemmesiden kan du tilmelde dig Interrails nyhedsbrev for at opdage rabatter, høre om inspirerende rejseindhold mv.

Papirudgavens lange liste over “fra-til” rejser erstattes i App’en af rejser på et kort.

INTERRAIL GLOBAL PASS

findes med disse antal rejsedage til disse perioder:

Rejsedage                 Periode                                                           .

4 dage                          1 måned

5 dage                          1 måned

7 dage                          1 måned

10 dage                        2 måneder

15 dage                        2 måneder

15 dage                        15 dage

22 dage                        22 dage

1 md.                            1 måned

2 mdr.                           2 måneder

3 mdr.                           3 måneder

Bemærk:

Har du brug for 11 rejsedage, er det meget billigere at købe en billet til den 11. dag undervejs i stedet for at købe et Interrail Pass til 15 rejsedage.

Typiske spørgsmål ved Interrail

Med dit Interrail Pass kan du rejse GRATIS på IC-busforbindelser i Tyskland og i 10 lande, hvor din Interrail Pass er gyldigt. Denne mulighed anvendes ofte mellem byer, hvortil der ikke er togforbindelser.

En rejsedag gælder fra midnat til midnat. Undtagelsen er, at hvis du rejser med nattog og stiger på toget klokken 22, og er fremme ved din destination klokken 6 vil rejsen kun tælle som én rejsedag.

I selve billetten udfylder du rejsedatoer – én efter én. Du skal have udfyldt dagens dato, før der kommer billetkontrol. For ellers har du ikke gyldig rejsehjemmel og kan blive opkrævet en kontrolafgift.

Det er frustrerende at komme hjem og vide, at der er ubrugte rejsedage til overs på kortet. Som reglerne er, så må du kun rejse ud og ind af Danmark én gang. Men er der ledige dage, kan du selv købe billet over grænsen – fx til Sverige – og bruge klip derovre. Og selv køre over grænsen igen på hjemturen.

Børn rejser gratis i følge med en voksen, når de er under 12 år. Du kan maksimalt have to børn rejsende med på dit Interrail Pass. Dertil skal hvert barn over 4 år have sit eget Interrail Pass. Dette Interrail Pass er gratis men skal udfyldes og fremvises på samme måde som et betalt Interrail Pass.

INTERRAIL ONE COUNTRY PASS

Med et Interrail One Country Pass kan du fordybe dig i og udforske ét land.

Der er mulighed for 30 Interrail One Country Pass.

Populære lande, der udforskes med Interrail One Country Pass:

  • Italien, Spanien og Frankrig.
  • Et Benelux Pass er gyldigt i Belgien, Holland og Luxembourg.
  • Der er ikke et-land-Pass for Bosnien-Hercegovina og Montenegro.

Bemærk:

Hvis du vil bruge et Interrail One Country Pass i f.eks. Italien, kan det ikke bruges i landene undervejs, men kun i Italien.

Interrail One Country Pass findes til disse rejsedage:

  • 3, 4, 6 eller 8 rejsedage inden for 1 måned.

Læs videre hos DSB. Læs videre hos Togrejse.dk

Et Interrail kort i papir-udgaven har ikke en handy størrelse. Men man kan godt folde kortet en gang uden at personalet bliver sure.

SÅDAN KØBER DU DIT INTERRAIL PASS

HUSK at have dit rødbedefarvede danske pas klar, når du skal købe et Interrail Pass, da udstederen skal bruge dit fulde navn og pas nr. Passet gælder som dokumentation både ved køb og på rejsen, da dit Interrail Pass er et personligt dokument.

Oplys også startdato og antal ønskede rejsedage.

Der er mange steder på nettet, hvor du kan købe Interrail Pass. Her er eksempler på togrejsebureauer, der sælger Interrail Pass:

Se de aktuelle priser: Hos DSB – hos Togrejse.dk – hos Backpackergear.dk – hos interrail.eu

BEMÆRK
Pladsbilletter sælges til forskellige priser, og med og uden gebyr.

UDFYLD DIT INTERRAIL PASS OG REJSEDAGBOG

I de større byer kan du afhente dit Interrail Pass hos udstederen. Ellers bliver det sendt til dig med posten.
Når du modtager dit Interrail Pass, modtager du samtidig en Rejsedagbog og et detaljeret trykt jernbanekort over tog i Europa med en mængde nyttige informationer om højhastighedstog, færgeruter, busser og rejsetider mellem større byer i Europa.

I Rejsedagbogen er der datofelter for udgående og indgående rejse.

Pasnummer i filmen er fiktivt.

HVAD HVIS DIT INTERRAIL PASS BLIVER STJÅLET ELLER BORTKOMMER?

Hvis Interrail Passet tabes eller bliver stjålet, udstedes ikke en erstatnings Pass.

KAN DU FÅ PENGENE RETUR

For et Interrail Pass indleveret til salgsstedet før første gyldighedsdag tilbagebetales købssummen.

For et Interrail Pass indleveret til salgsstedet efter 1. gyldighedsdag kan købsprisen minus et ekspeditionsgebyr kun tilbagebetales, hvis en ansat ved jernbanen har forsynet det med et stempel med teksten ”UNUSED” på bagsiden for første gyldighedsdag.

NB!

Interrail Pass købt med 15 % sæson-rabat kan ikke byttes eller refunderes.

INTERRAIL MOBILE PASS

Et Interrail Mobile Pass er en papirløs billet, der straks kan føjes til din telefon. Det eneste du behøver gøre, når du har købt et digitalt Interrail Pass, er at downloade Interrails officielle rejse-app Rail Planner og gå i gang med planlægningen af togrejsen. Med alt på én app fra planlægning af din rejse til ombordstigning på toget kan du nemt udforske 33 europæiske lande og nyde mere frihed end nogensinde før.
Opsætning af Rail Planner app til dit Global Mobile Pass

Der er i år kommet et dansk salgssted for digitale Interrail Pass.
Websitet hedder Togbilletten.dk, og tilbyder dansk kundeservice og betaling i danske kroner.

Togbilletten har også en hotline, hvis der er brug for hjælp og vejledning til at komme i gang med planlægningen af Interrail togrejsen.

På den hjemmeside er der som hér på Udlandstog.dk også rejseartikler og podcasts til inspiration for dit næste eventyr på skinner.

HVAD ER FORDELE VED ET ”MOBILE PASS”?

  • Fra du køber et Mobile Pass er der hele 11 måneder til at bruge det.
  • Du behøver ikke vælge start rejsedato med det samme.
  • Det skal bare aktiveres indenfor 11 måneder.
  • Ingen udgifter til forsendelse.
  • Pengene tilbage, hvis du ikke skal afsted alligevel.
  • Gratis erstatningskort, hvis du mistet din telefon.

Hvordan du sætter dit mobile Interrail kort op i App’en.

Lær at bruge dit Mobile Pass
dette website kan du lære hvordan du bruger dit Interrail Mobile Pass. Bruger du Google Chrome eller Microsoft Edge kan du oversætte ”How to use your Interrail Mobile Pass” til dansk.

HVILKET PASS SKAL DU KØBE
Start med at overveje, hvilket Global Mobile Pass du har behov for. Det kommer helt an på, hvor lang tid du vil rejse, og hvor mange rejsedage du har brug for.

Der findes mange forskellige Mobile Pass der er inddelt i to kategorier:

To slags pas: GLOBAL FLEXI PASS og GLOBAL CONTINUOUS PASS

Vælg det Pass der passer dig bedst, og husk at der er særlig rabat for unge og seniorer.

Børn under 12 år er gratis i selskab med en voksen.

GLOBAL FLEXI PASS

Med et Global Flexi Pass kan du rejse i alle 33 europæiske lande, men du har et begrænset antal rejsedage indenfor en vis periode.
Denne type Pass egner sig til kortere Interrail rejser eller som alternativ til almindelige togbilletter på rejser i Europa.
Passet er digitalt og leveres direkte til din mobiltelefon.

GLOBAL CONTINOUS PASS

Med et Global Continuous Pass kan du rejse ubegrænset med tog i alle 33 europæiske lande i den periode du har valgt.
Denne type Pass egner sig til længere Interrail eventyr, hvor du ønsker mange ophold på rejsen. Passet er digitalt og leveres direkte til din mobiltelefon.

RAIL PLANNER OG ET UNIKT PASS NUMMER

Når du har købt Passet. modtager du en e-mail fra sælger med et unikt Pass nr.
Det nummer skal du bruge til at aktivere Mobil Passet på din mobiltelefon.
Det kræver at du downloader og installerer appen ”Rail Planner” på din mobiltelefon.

“Rail Planner” findes til både iPhone og Android.

Med Rail Planner installeret på din mobiltelefon, er du klar til at tilføje dit personlige digitale Interrail Pass i appen, så du rigtigt kan komme i gang.
“Rail Planner” bruges til planlægning af din rejse til nogle af de 33 lande, du ønsker at besøge.
Når du er oprettet med navn og Pass nr. er du næsten klar til at rejse…

I appen Rail Planner kan du oprette en unik rejsemappe og begynde at søge i køreplaner og gemme spændende togstrækninger. I Rail Planner kan du have alt, hvad du har brug for og det er også stedet hvor du altid kan tjekke køreplaner og booke nogle af de pladser i togene, du skal bruge.

Sidste step er at aktivere Mobile Passet og tilføje første rejsedag.

PLADSBILLETTER

Det er vigtigt at nævne, at et Interrail Mobile Pass ikke inkluderer pladsbilletter. Dem kan du købe med et gyldigt Mobile Pass via Interrails officielle internationale hjemmeside. Skulle det knibe på den måde, så prøv på jernbaneselskabernes websites eller endda på togstationerne rundt om i Europa.

>> Se vores oversigt over hvordan man køber pladsbilletter, når man har Interrail kort

Det er ikke alle tog, hvor der er brug for pladsbilletter, men husk at være ude i god tid med booking i højsæsonen. Regler og muligheder for booking af pladsbilletter varierer fra land til land.

Du kan altid ændre første rejsedag før afrejse, hvis dine rejseplaner ændrer sig eller hvis der ikke er pladsbilletter på den afgang du ønsker.

HUSK: Du har 11 måneder til at aktivere Mobile Passet fra købsdatoen.

Hvis du bliver udsat for forsinkelser med togene, når du rejser på Interrail?

Har du pladsbilletter har du samme krav på ombooking ved forsinkelser. Og du kan få kompensation for forsinkelser – også på Interrail. Det belyser vi ved artiklen om kompensationer.

Senior tognørd, Kunsthåndværker og forfatter til bogen OPLEV EUROPA MED TOG.

    Ja jeg er et menneske:

    Back To Top