Konversationen i min nye togkupe fortsætter ganske kort tid endnu på tysk lige indtil jeg bliver spurgt, om jeg taler andre sprog, engelsk for eksempel. Jeg ser mig omkring og læser mine fem nye medpassagers’ ansigter og erkender lidt flovt, at vi vist alle er danskere, og så breder der sig en lidt munter stemning – heldigvis.
En af udgivelserne af Blichers berømte roman.
Se egentlig burde jeg være vred og tvær over endnu engang at opleve store forsinkelser med tog i Tyskland, for det er snart mere reglen end undtagelsen. Men dels kommer de øvrige fem i kupeen direkte fra Hamburg uden forsinkelser, og dels har jeg jo sådan set lige lagt op til konversation, og det egner surhed sig ikke rigtig til.
I stedet begynder hver især at fortælle, og pludselig er det som om, jeg sidder midt i en moderne udgave af E Bindstouw, som min bedstefars oldefar skrev i 1800-tallet og udgav første gang i 1842. Den foregår i Kræn Koustrups skolestue i Lysgaard tæt på Viborg, hvor folkene i den lille landsby benyttede sig af, at der i det lille rum stadig var lidt varme om aftenen, hvilket passede godt til husflid – og så sandelig også til de historier, som Blicher leverer 14 af i samlingen.
Her i togkupeen er der også varme, og så bliver der selvfølgelig spurgt ind til, hvad jeg nu synes om journalisters arbejde, om de gør det ordentligt uanset om de er på Information eller Ekstra Bladet. Jeg må også forsøge for jeg ved ikke for hvilken gang at undvige at svare på, hvad jeg mener om Jyllands-Postens nu efterhånden 18 år gamle Muhammed-tegninger, og om jeg har en favoritavis. Se nu er en kupe jo heldigvis et lukket rum, hvor mine svar får lov at blive.
I Hamborgtogenes 1. klasses kupeer kommer DSB Kaffeekspressen ind og serverer snacks og drikkevarer. Foto: DSB.
Vi bliver afbrudt af den vandrende kaffevogn for da vi er så luksuriøse at rejse 1. klasse, er der gratis kaffe. En ung kvinde ved siden af mig spørger om hun kan får havredrik i stedet for mælk til kaffen, men så langt rækker sortimentet ikke. Jeg fortæller så, at jeg selv havde været meget skeptisk ved havredrik, men for nylig fik jeg serveret cappuccino med havredrik og måtte indrømme, at det faktisk var den bedste cappuccino jeg nogensinde har fået. ”Fedt”, siger hende ved siden af mig til den historie. Hun arbejder i fonde for biodiversitet og går tydeligvis all in – også når det gælder at tage toget frem for flyet i Europa. Jeg bliver altid glad for ikke at være alene om at foretrække toget – faktisk møder jeg stadig flere, og her i kupeen er vi i klar flertal.
Hun bliver så også lige spurgt om fly nu er så skidt for klimaet, da de jo ikke tegner sig for mere end måske 4 procent af det samlede CO2-udslip. ”Jamen det er fordi, det endnu kun er de færreste og rigeste, der flyver så meget. Vi kan hurtigt blive mange flere, så derfor skal det bremses nu”. – Selv under det mig jo, at den kommende flyafgift skal være så latterlig lille. Jeg kunne da også se en klimamæssig ræson i at få en stor flyafgift på for eksempel 500 kroner eller mere og så bruge pengene på at gøre togrejser mere attraktive både på prisen og på bedre forbindelser. Men tog er helt fraværende i klima-debatterne.
Som i Blichers Bindstouw skifter scenerne, og de kunne være ganske drabelige på Blichers tid, for eksempel historien om min navnebror, Mogens, der havde danset og festet den halve nat med sin kæreste lige til han faldt død om. Men, da han otte dage senere skulle lægges i den ny-snedkererede kiste viste han livstegn, vågnede op og levede lykkeligt videre med sin kæreste. Snedkeren havde dog heller ikke snedkereret forgæves, for Mogens beholdt den til næste gang, han døde.
Man bliver jo glad på Mogens’ vegne, at al den dansen ikke var forgæves, og lad os så sprinte et par hundrede år frem igen til kupeens pensionerede læge beder os reflektere over, om der i dag bliver overbehandlet, og om det er etisk forsvarligt at forlænge nogle live et par måneder mod at anden vigtig behandling måske kommer for sent? Så vi tager lige en rundgang med fortælleringer, ikke om vores syge mostre, men hvordan vi hver især har oplevet at nogle af vores nære tog bort og hvordan.
Sådan bygges der meget i dag af beton og glas.
Næste passager, en arkitekt kommer nu på banen- og supplerer vores tidligere klimasnak med arkitekternes nye udfordringer. De store flotte glas- og betonbyggerier er nemlig ret klimabelastende, fortæller hun. Så på arkitektskolen kan det være svært at omstille sig fra at skulle levere arkitektonisk flotte byggerier til at tænke nyt med indbygget genbrug og bevaring af eksisterende byggeri. Og så er der jo lige alt det vandkantsbyggeri, som vi hurtigt bliver enige om er helt tosset med udsigt til stigende havniveau. Nej, vi skal holde op med at gøre med af det samme – med mindre altså at ”det samme” i virkeligheden er det vi skal.
En solskinsdag i Padborg, hvor det første tog med ældre tyske vogne sætter i gang mod Hamborg.
En af de i øvrigt første afbrydelser undervejs kommer traditionen tro i Padborg, som stort set er det eneste sted i hele Schengen-området i Europa, hvor togrejsende danskere og Schengen-borgere i det hele taget skal vise pas. Jeg har krydset masser af grænser i Europa, hvor man kun opdager det, fordi togpersonellet skifter.
Det går nu ganske let, paskontrollen ser lige gennem ruden til kupeen og fortsætter. Vores unge biodiversitets medpassager fortæller indigneret hvordan hun ofte har oplevet pasbetjene, der nøjes med at kontrollere i kupeer, som er repræsenteret med lidt andre hudfarver – ”det er jo ren racisme”, fnyser hun.
Der er vi desværre stadig i Danmark, skønt der undervejs har været tiltag til at ændre holdning. Faktisk var Blicher en af de første, for netop i historierne fra E Bindstouw er der beskrivelsen om E Staahkelsmand, en tater, der giver en hjælpende hånd. Præsten Blicher holder sig ikke tilbage med at prise ham, for Blicher er blandt de første til at anerkende, tage sig af og tale på lige fod med rakkere, tatere og natmænd. Han møder dem og snakker med dem, som det fremgår af det måske mest kendte maleri med Blicher nemlig ”Blicher på heden med tre tatere malet af Christen Dalsgaard i 1866.
IC1-togene har kupeer på 1. klasse, og enkelte kupeer på anden klasse. Ellers er det storrumsvogne.
De to sidste medpassagerer er fra Fredericia og står af i Kolding. Men jeg når da finde ud af, at de selvfølgelig også kender de eneste, jeg kender i Fredericia, hvis udstilling af pressefotografier vi var enige om var særlig god. Verden er såmænd også lille i en togkupe.
Jer er den eneste forsinkede passager i kupeen – måske tog jeg de andres tid? Måske oplevede alle noget andet, nemlig et fællesskab i stedet for, at vi hver især havde fortsat vores fordybelser i hver vort arbejde eller bare egne tanker? Ikke fordi, der er noget galt i det, men jeg siger af hjertet tak for at have mødt så åbne og spændende medpassagerer.
Faktisk har jeg oplevet det flere gange – især under forsinkelser, som altid er en åbning til konversation. Sidste gang var det i en kupe med en mediciner (godt, der altid er en læge tilstede!) fra Italien på vej til en konference i Ålborg, en tidligere maritim ansat dansker i USA på vej til sin husbåd i Danmark og en ung sydafrikaner i kosmetik-branchen i Hamburg på vej til en forlænget weekend i København, så et par af os kunne give hende nogle tips. Der fik vi også alle noget ud af vores lige så trælse forsinkelse.
Særligt ét element fra E Bindstouw kan være svær at leve op til i en moderne togkupe, for dengang i 1800-taller, blev der også fremført digte og sange – og så alligevel.
For nogle år siden lige før Covid-pandemien gennemførte jeg et fellowship program for fem journalister fra Rwanda. Vi var med IC3-tog til Århus, og undervejs spurgte de mig, hvorfor jeg da ikke talte med de øvrige medpassagerer, og så gjorde jeg det faktisk. Senere på tilbagerejsen til København var stemningen mere løssluppen, og mine gæster brød ud i sang på deres hjemlands sprog kinyarwanda. Lidt uvant for vognens øvrige passagerer, som dog efterhånden fik smilende frem, og stemningen var forbavsende god og rejsen derfor kun halvt så lang.
Med toget bliver man ikke blot flyttet fra A til B, man rejser hele vejen. Det giver ilt til hjernen hvad end man får det fra den bog, man har taget med sig; det arbejder, man nu engang skal have fra hånden; fornøjelserne ved sceneriet, der passerer forbi; eller ved de overraskelser, samtaler kan føre med sig. Som en anden forfatter H.C. Andersen skrev: ”At rejse er at leve”. – Især hvis man tillader sig selv at opleve!