Togrejser på afstande over 500 km aldrig kommer til at kunne matche luftfarten i tid. Tricket med nattog er, at kan du sove en god nats søvn, så oplever du at den anvendte rejsetid er forkortet med de timer, du rent faktisk sover i dit rullende hotelværelse.
Dertil kommer at du i nattoget før og efter nattesøvnen tilbringer tid, som kan opleves som behagelig og afslappende med godnatøl og morgenmad. Og toget ankommer til destinationen om morgenen, så gøremål i dagtimerne (møder, ferie) kan komme i gang til “normal tid”. Alternativet vil være en hotelovernatning eller et meget, meget tidligt fly / sent fly.
Fra NightJets nye sovevogn. Plads til to personer og eget toilet og mulighed for brusebad.
Sovevogne
Sovevognene er togenes bedste soveværelser. Her finder du de bedste senge, måske eget bad og toilet. Mest plads at boltre sig på. Og det er den dyreste overnatning i et nattog.
Alt efter hvornår du stiger ombord, så kan kupeen være arrangeret i dag-position eller i nat-position. I nogle sovevogne er det kun personalet, der kan transformere dagligstuen om til sengemiljø. I andre sovevogne gør du det selv ved nogle simple greb (der er instruktion i kupeen).
Det er ikke alle, der er gode til at sove i en fremmed seng. Men togets vuggen er ofte god til at danne ramme for en god nattesøvn. Alligevel kan det anbefales at bruge ørepropper, for trods god lydisolering er der fremmede lyde.
Til gengæld ligger sovevognene som regel godt i sporet, så man ikke mærker skinner og sporskifter særlig tydeligt. Og lokomotivføreren prøver at køre blidt om natten. Også hvis toget midt om natten skal deles og sammenkobles med andre vogne.
Som hovedregel bliver der serveret morgenmad i kupeen. Og du vil have bestilt morgenmaden aftenen i forvejen, inkl. det tidspunkt, du gerne vil have den serveret. Der kan også være velkomst drinks og snacks om aftenen.
Ved nattogsrejser, hvor du rejser sent på aftenen, så regn med at sengene er klappet ned, og at du straks begynder at gøre klar til at sove. Men synes du og dine medpassagerer at det er lidt tidligt, så er det nogle steder muligt at bede personalet om at lave kupeen om til dags-tilstand, så aftenen kan nydes fx med en øl, der er medbragt eller købes hos personalet. Lad være med at finde jer i, hvad personalet må have fundet praktisk. Netop dette dilemma har gjort at de nye sovevogne hos østrigske NightJet ikke kræver personalets indgriben for at ændre fra dag- til natposition. Se vores anmeldelse af de nye sovevogne!
Romantisk?
Mange forbinder nattoget med romantik, old school og luksus. I Europa er nattogene som hovedregel en meget praktisk indretning og afgår ud på aftenen for at ankomme om morgenen. Der er altså ikke tale om transkontinentale tog, som ellers kendes fra Nordamerika eller Asien. Det ændrer ikke ved, at oplevelsen i nattoget er noget helt særligt for togrejser. Et element af romantik gør bestemt ikke noget.
Det er ikke tilfældigt at de 33 nye sæt nattog (hver med syv vogne) fra østrigske NightJet bliver kaldt en game changer.
Dels kører NIghtJet på de centrale ruter i Europa og har stor betydning for danske rejsende.
Dels viser de nye vogne hvad potentialet er for nattog. Der er brug for mange, mange flere nye vogne. For skal nattog virkelig reducere klimaaftrykket fra mange fly, så skal kvalitet og volumen i vejret!
Udsigt fra øverste køje i en af de nye østrigske “comfort” liggevogne til fire personer. Disse vogne giver en stærkt forbedret oplevelse til den billigere ende af sortimentet.
Liggevogne
Liggevognen er den billigste kategori sengeplads i nattoget. Togets vandrehjem.
Der er stadig ældre liggevogne, hvor der er kupeer med op til seks køjepladser. Mere og mere almindeligt er en indretning eller brug kun med fire køjer/passagerer. Det øger komforten og roen i kupeen. Et sådan eksempel er vist på billedet ved siden af.
Man kan vælge at dele kupe med kun nogen man kender (booke den til sin egen lille gruppe), eller bare købe en seng og dele kupeen med fremmede. Det sidste er naturligvis det prisbilligste. Der findes også liggevognskupeer forbeholdt kvinder.
Nogen gange er morgenmad også inkluderet i liggevognen. Så er den lidt mere simpel end i sovevognen.
NightJet har netop introduceret liggevogn for en person. Det er mini-kabiner med kun halv bredde og halv højde. Men giver en forbavsende høj komfort for den økonomisk bevidste nattogs rejsende. To sådanne kabiner har skydedør imellem sig, så man kan godt være to, der rejser sammen, før man kysser godnat og lukker af mellem kabinerne. Og kender man ikke naboen, så holder man bare skydedøren låst.
Madrasserne i liggevognene kan sandt for dyden være hårde. Snälltåget fra Malmø og København til Berlin har nogle tæpper, der både kan bruges som overmadras eller dyne. Der stilles ellers altid lagener, hovedpude og tæpper til rådighed i liggevognene, og rigtigt sengetøj og linned i sovevognene.
Nattogene stopper ikke midt om natten for at medtage eller afsætte passagerer. Det giver en roligere nat i toget. Der er heller ikke højtalerudkald midt i natteroen.
Generelt for nattoget
Fra perronen er som regel kun én dør til en sovevogn, og ved liggevogne kan personalet også foretrække at holde kun én dør åben ved de store stationer, så de kan tjekke billetten ved indstigning. Dørene til kupeerne er åbne, så du finder din plads og hopper ind og indretter dig med bagagen.
Kupénumre og pladsnumre er nogle gange lidt tossede og hænger dårligt sammen. Men personalet ved døren vil sikkert have anvist dig. Og så kommer de som regel igen ved kupéen og tjekker igen senere. I Norge skal man i nattog først ned i restauranten med bagagen og vise billet og få udleveret nøglekort.
Der er som regel ikke spisevogn i nattogene, kun i Sverige, Norge, England og nogle steder i Østeuropa. Trist. Men sovevognskonduktøren vil gerne sælge dig både drikkevarer og mad, og endda lidt opvarmet mad. Spisekortet ligger i din kupe. Personalet tager imod Euro i kontanter og også kreditkort.
I NightJet nattogene vil du om aftenen blive spurgt til din morgenmad. I sovevognen skal du endda om aftenen selv vælge seks valgfrie komponenter udover kaffe/te. Det føles vældig rart.
Der er vand at forsyne sig med i nattogene, for du kan ikke drikke vandet fra hanerne. Brug også vand fra flaske/papkarton til at børste tænder i. Men vandet fra hanen er selvfølgelig fint til håndvask og brusebad (hvor dette stilles til rådighed i sovevognene).
Medbring altid ørepropper i nattoget. Nogle gange får du dem udleveret, men tag ikke chancen. Togets lyde er fremmede og andre folks snorken er altså slem. Snorker du selv meget, så medbring ørepropper til de andre i kupeen. At sove i en fremmed seng første nat giver for de fleste en lidt dårligere søvn.
Brug altid de sengeheste og net, der skal bruges som din sikkerhed dersom du skulle risikere at falde ud af køjesengene over den nederste køje. Tænk at der kan komme en katastrofeopbremsning om natten. Og tænk på børn, der sover uroligt.
Børn befinder sig eller dejligt i de øverste køjer, og lad dem endelig boltre sig deroppe fra første øjeblik.
Lås altid kupeen indefra om natten. Godt nok er tog i Europa en fredelig og tryg rejseform. Men man har hørt om frække tyveknægte, der er listet ind midt om natten og fjernet ejendele. Mange kupeer har nøglekort, så man kan snige sig ud på toilet (hvis det er ude på gangen) og stadig have låst kupeen. Ellers tager du selvfølgelig chancen og skyder døren i, mens du går på toilettet.
Lad kortet med nattog inspirere til din rejse. Eller drøm om mulighederne med spændende langdistancetog i Europa. Se opdateret og interaktivt kort over alle nattog i Europa.
Mulighederne for at rejse med nattog er forklaret yderligere hér (på engelsk).