Vi har for lidt af den slags i Danmark. Men prøv at kryds grænsen både mod syd og nord. Så dukker spisevogne op i form af egentlige restaurantvogne, bistrovogne og barvogne.
Man kan typisk ikke bestille bord på forhånd, men dukker op og finder ledige pladser ved et to- eller firepersoners bord. Måske sammen med nogle, man ikke kender. For spisevognen er stedet i toget hvor det er lettest at socialisere med andre rejsende.
I dag er der i Danmark to blå tjekkiske tog med spisevogn (i tog fra København til Prag) og et svensk tog (Snälltåget fra Sverige til Hamborg i dagtimerne). Det er et kæmpe plus. Prøv det!
Det er forskelligt hvor avanceret det kulinariske tilbud er i Europas spisevogne.
I tjekkiske og ungarske spisevogne tilberedes maden mere eller mindre fra grunden over rigtig ild. Det er sandelig ikke dårligt. Af den grund er der mange, der glæder sig over det blå tog fra København to gange om dagen til Berlin-Dresden-Prag. For det medfører sådan en dejlig tjekkisk spisevogn. Læs anmeldelsen af dette tog.
I tyske og østrigske spisevogne er der tale om kombination af mikrobølgeovn og varmluftovn i pantryet. Det giver faktisk nogle lækre retter, som det fremgår af billedet her ved siden af. Vegetarisk og vegansk mad vinder indpas. Og også krydrede retter.
Et åndehul under rejsen
I svenske og norske spisevogne er det ren mikrobølge mad. Men såmænd lækkert nok. Svenske Snälltåget er en positiv undtagelse, for her er der spisevogn “Krogen”, som har et lille menukort, men som til gengæld er den “ægte vare”. I Snälltåget kan det anbefales at bestille bord på forhånd.
På vej mod Lapland med sj.se serveres der egnsretter for Norrland. De sælger også egen nattogsøl.
I Finland er spisevognen også en dejlig oplevelse. Fælles er, at man under en lang togrejse sætter pris på at rejse sig op, gå en tur gennem toget. Og en spise- eller barvogn er den perfekte undskyldning og afbrydelse af samværet eller ensomheden ved siddepladsen.


