Rulletrappe og trappe
For spor 13-18 er der rulletrapper og elevator. Til de øvrige lange ramper.
Elevator
For spor 13-18 er der rulletrapper og elevator. Til de øvrige lange ramper.
Skift tog på Oslo S.
Du må ikke planlægge med mindre end en halv time til at skifte tog på Oslo S. Skal du med nattog videre, så skal du have mindst 1½ time.
Banegården opleves som en “sækbanegård”, dvs. at bygningerne ligger på tværs af sporene i den vestlige ende. Al gående færdsel retter sig herimod.
Der er dog også en perrontunnel.
Hvor i toget holder min vogn? Vognrækkefølgen fremgår af de digitale skilte på perronen, regnet fra lokomotivet / forenden af toget. For spor 1-12 hold styr på i hvilken retning dit tog kører, før du placerer dig på perronen. For spor 13-18 kører alle tog mod øst.
Bagage, mad og drikke på Oslo S.
Stationshallen / hallerne er stort. Udgange er der mange af, du vil nok orientere dig mod Jernbanetorvet med monument og sporvogne, eller mod Operaen. Skiltningen er god.
Bagagebokse
Et helt centralt sted at kende. God adgang og gode bokse. Ved indgangen kan man i ro og mag afprøve størrelserne ved nogle “dummy” bokse. Bagerst i området er der rummelige skibokse. Priserne er rimelige. Se mere.
Supermarked og regulær detailhandel
I hovedhallens dele til venstre i billedet er banegårdens funktioner vokset helt sammen med et shopping center.
Siddepladser
Der er en akut mangel på gode siddepladser på Oslo S., medmindre man sidder i de mange cafeer.
I Flygtogterminalen i retning af spor 17 er der under skiltet Bane Nor siddepladser og ved cafeen ved spor 13 kan man ligeledes finde siddepladser. Endelig er der et par stive bænke indenfor indgangen til Østbanehallen.
Meget mere info om Oslo S.
Oslo S har en udmærket hjemmeside med masser af info. Så udover hvad du ser her på siden, så tjek lige “Informasjon til reisende“.
Oslo har en charmerende blanding af offentlig transport. Sporvogne af forskellig alder giver god mulighed for at kigge sig omkring i gadeniveau. Tag en rundtur. Eller vov dig med T-bane helt op på berømte Holmekollen og nyd udsigten.
Oslo er jo en dejlig by, også hvis man har bare to – tre timer til overs på gennemrejse.
Gå som minumum en tur fra Jernbanetorvet ad Karl Johans Gaden op til parlamentet (Stortinget) og til kongeslottet. Lige inden Nationalteatret så ser du på venstre hånd Rådhuset i retning af havnen.
Lige ved siden af Oslo S. i sydlig retning mod havnen ligger den ret nye opera, der udmærker sig ved at man kan gå en tur op af de skrå tag og nyde udsigten.
Lige ved operaen (nabo mod øst) finder du det nyopførte Munk museum.
En tur op til Naturhistorisk museum med palmehus og meget mere kan anbefales. Gå endelig igennem bydelen Grønland, der er et “coming up” kvarter med stort element af udlændinge.
Hvad med at tage en overnatning i Oslo på gennemrejsen? Der er masser af hoteller tæt ved Oslo S. og med den lave norske valutakurs er det for danske overkommeligt både at overnatte og spise i Oslo. Selv shopping er det lige ved at det kan betale sig.